EmPower

Det skal du som arbejdsgiver kigge efter, når du ansætter nyuddannede

0

På en arbejdsplads er det ofte en fordel at have medarbejdere i alle aldre. Derfor bør du som arbejdsgiver også ansætte nyuddannede. Mange kommer lige fra skolebænken og er fyldt med en masse energi og gåpåmod. De tænker ofte anderledes end de medarbejdere, der har været på arbejdspladsen længe, og kan derfor helt sikkert bidrage med en masse. Men hvordan vælger du den helt rette person til din arbejdsplads? Læs med her, og få gode råd til, hvad du skal kigge efter på CV’et og til jobsamtalen.

Studierelevant job

Selvom nyuddannede ofte kommer lige fra skolebænken, er det ikke ensbetydende med, at de ikke har nogen form for erfaring. Nogle har haft et studierelevant job, og det er helt sikkert værd at kigge efter på CV’et. Det viser, at personen er engageret samt sandsynligvis allerede besidder nogle brugbare kompetencer. Nogle har været heldige med at have et studiejob, hvor de har fået meget ansvar. Det er et stort plus for dig som arbejdsgiver. Andre har derimod haft et studiejob, hvor de primært har skullet kopiere og servere kaffe. Det er ikke nær så attraktivt, men det er slet ikke ligegyldigt. Det har nemlig stadig givet personen en indsigt i, hvordan jeres branche ser ud i virkeligheden.

Hellere få studiejobs end mange

Lader du øjnene glide ned over CV’et, er det vigtigt at lægge mærke til, hvor mange studiejobs personen har haft, og hvor lang tid de har varet. Det er for dig som arbejdsgiver ofte en fordel, hvis personen har haft få længerevarende studiejobs frem for mange kortvarige. Mange kortvarige studiejobs tyder på, at enten de forhenværende arbejdsgivere eller den nyuddannede har opsagt samarbejdet efter kort tid. Det tager ofte lidt tid at blive sat ind i nye opgaver, så de kortvarige jobs har sandsynligvis ikke været særlig lærerige. Har personen derimod haft få længerevarende jobs, har han sikkert opbygget gode kompetencer inden for få områder. Passer disse kompetencer ind på din arbejdsplads, er det helt sikkert et plus.

Et sammenhængende CV

Kig også gerne efter, om der er en råd tråd hele vejen igennem CV’et. Hvis der er det, viser det, at den nyuddannede ved, hvad han vil, og netop brænder for denne branche. Det har også givet ham mulighed for at opbygge kompetencer i længere tid.

Ærlighed og personlighed

Når I sidder til jobsamtalen, er det vigtigt, at du finder ud af, hvilken person du i virkeligheden sidder overfor. Ansøgeren forsøger naturligvis at vise de bedste sider af sig selv og bærer derfor ofte en form for maske. Den skal du se forbi, men det er ikke altid nemt. En måde, hvorpå du kan det, er at spørge ind til personens svagheder. Hvis han nævner nogle, selvom det kan virke skræmmende, ved du, at han er ærlig. Husk dog at give ham god tid til at tænke over spørgsmålet, så han har mulighed for at nå at finde et svar.

Det er også en god ide, hvis du selv forsøger at virke afslappet. Du kan smile, tilbyde ansøgeren noget at drikke eller småsludre lidt, inden samtalen går i gang. Hvis du er afslappet, har den nyuddannede helt sikkert også nemmere ved at være det. Og derved er det langt nemmere for dig at se, hvilken person du sidder overfor, og om han passer ind på din arbejdsplads.

Leave A Reply

Your email address will not be published.